"Søstrene" fra Marstal

Danmark har igennem tiderne haft en rig tradition for at sejle. Selv om der har været vidnesbyrd fra vikingetiden om vikinger, som tog på lange sørejser for at bekrige og underlægge sig andre folkeslag, så har handel været den altdominerende grund til at gå på havet. Fra begyndelsen af 1600-tallet og helt frem til begyndelsen af 1800-tallet var sejladsen fortrinsvist udgået fra hovedstaden. Op gennem 1800-tallet var det derimod provinsbyerne, der førte an. Traditionsrige søfartsbyer som Svendborg, Sønderho og Nordby på Fanø, Marstal på Ærø, Bogø, Dragør og Aalborg. I starten blev især mindre sejlskibe, såsom jagter og slupper anvendt. De blev især anvendt til den mindre fart, for eksempel at fragte korn til Norge eller til forskellige byer omkring Østersøen: Danzig, Stettin, Riga, Königsberg etc. Af andre fartøjstyper anvendte man også de lidt større galeaser. Fra 1830 startede man for alvor med at bygge de endnu større skonnerter. De kunne have to eller senere også tre master, og kunne tage på længere farter. Foruden Norge og Østersøbyerne var England en af de vigtigste handelspartnere. Man sejlede for eksempel til England med korn og fik kul med tilbage. Fra Norge var returlasten blandt andet tømmer, jern og fisk. Med de flere og flere store skibe, såsom 3-mastede skonnerter, barkentiner og barker blev det i sidste fjerdedel af 1800-tallet mere og mere almindeligt at fare til Vestindien eller Sydamerika. Man kunne for eksempel tage en kornladning med til Spanien, videre derfra med salt til Rio Grande i det sydlige Brasilien og tage saltede huder med tilbage til Europa. Fra Vestindien kunne man få mahognitræ, sukker og rom med tilbage.

Marstal

Selv om der i århundreder havde foregået sejlads i det små fra Marstal  -- især med de såkaldte jagter  -- så var det som tidligere nævnt først i 1800-tallet, at der kom rigtigt skub i det. En central person i denne sammenhæng er byens stolthed H.C. Christensen. Han blev født i et fattigt husmandshjem i Græsvænge i 1816. Efter at have ageret gårdskarl og i sin sparsomme fritid tjent penge ved at sælge hægter og maller, lykkedes det ham at spare nok penge sammen til at starte for sig selv. Han købte en gammel nordbåd, hvormed han sejlede over til de slesvigske og holstenske byer og handlede. Trods et tidligt forlis lykkedes det ham via held og ihærdighed at holde sig økonomisk ovenpå. Efterhånden fik han flere og flere skibe i søen, og i 1870 oprettede han sit eget værft. Ved sin alt for tidlige død i 1879 havde H.C. Christensen 300 mand i sin tjeneste og ejede 25 skibe. Først hans Enke Maren Christensen og derefter sønnerne købmand Hans Christensen og skibsbygmester Jørgen Olsen samt svigersønnerne skibsmægler H. H. Petersen og kaptajn Niels J. Olsen førte rederiet videre. Et af skibene fra H. C. Christensens rederi var den 3- mastede barkentine "Søstrene", bygget i 1898 og på det tidspunkt det største skib bygget på H. C. Christensens værft (338 Br-Ton). Min oldefar Hans Christensen (1852 - 1917) blev kaptajn på "Søstrene" i begyndelsen af 1900-tallet. Skibet er afbildet nedenfor.  
 

Den franske maler Eugene Grandin udfærdigede i 1899 i Le Havre desuden et maleri af det smukke skib:

Skibet gik mange steder hen: Norge, Point à Pitre (Vestindien), Riga, Lissabon etc...Nedenfor er et uddrag af en rejse med "Søstrene", nedskrevet af en af de ombordværende:

Min påmønstring fandt sted 11. Oktober 1906, hyren var 10 kr. pr, måned. "Søstrene" (klipperbygget), bygget i Marstal 1898, målte 338 brutto ton med en lastevne på 500 ton og tilhørte rederiet H. C. Christensen i Marstal. Det var det største træskib bygget i Marstal og var kobberfast. Det vil sige, at der kun var anvendt kobber- og træbolte i forbindelse med yderbeklædningen, som blev dækket fuldstændigt af kobberplader. (yellow metal) til lidt over vandlinien ved tomt skib. Denne foranstaltning fordyrede byggeomkostningerne, men var nødvendig ved sejlads i troperne med ormeangreb på skibsbunden. Kobberforhudning havde også den fordel, at begroning af skibsbunden var minimal og dermed gav bedre sejlads samt færre bundrensninger. En sådan forhudning blev udskiftet hvert fjerde år. Såvel skrog som rigning var 1. kl. og hensigtsmæssig. Alt inklusiv udstyr var up to date uden at være luksuspræget. Galionsfiguren (mere i lighed med relief), et mindre, men smukt udført billedskærerarbejde, symboliserede navnet ved 2 piger holdende hinanden i hænderne. Den var forgyldt ligesom navn og ornamenter omkring agterskibet. 

Vi erfarede, at vi skulle indtage en ladning stykgods til Cayenne (Fransk Guayana) og derefter afgå i ballast til Barbados for ordre.
      Efter sukkerlastens udlosning indtog vi først ca. 50 tons ballast, sikret mod forskydning ved et langskibs skot og dækket til med de mange palmegrene, som havde været benyttet ved sukkertransporten. Der må have været vanskeligheder ved at skaffe ballast i Cayenne, der var årsag til denne usædvanlige disposition. Stykgodslasten bestod af ca. 50 tons store tjærekulsbriketter, spiritus og vie i flasker i håndterlige kasser samt konserves i mange variationer etc.
      Skipperen må være gjort opmærksom på, at tyveri fandt sted, for da indladningen af kasserne påbegyndtes, blev jeg beordret i lasten udelukkende for at påse, at det ombordkomne ingen overlast led fra de franske arbejdere, som foretog stuvningen. Jeg var der hele tiden, medens indladningen foregik. Arbejderne var venlige mod mig og bød mig af den vin, de selv medbragte til dagens forbrug, hvad jeg dog afslog. Jeg følte mit ansvar, modtog intet og holdt øje med alt, hvad der foregik, så godt det var mig muligt. Da indladningen var afsluttet, følte jeg mig forvisset om, at intet ulovligt havde fundet sted. At min selvtillid var overdrevet, og min naivitet stor viste sig senere. Et mindre parti syrer og brandfarlige væsker blev modtaget som dækslast og surret på lugerne.
      At vi i tilfælde af dårligt vejr ikke kunne løbe den risiko, eventuelt lækage kunne forvolde, var afskiberen indforstået med, at det så ville blive kastet overbord. Spekulationer desangående blev vi forskånet for. Vi var letlastet og havde fint vejr hele rejsen, som varede ca. 1½ måned.

Ved indsejlingen til Cayenne passerede vi djævleøen, hvortil den omkring århundredeskiftet uskyldigt dømte franske officer, Dreyfus, var forvist, og hvis sag -- omtalt og fulgt med spænding overalt i verden -- endte med fuld oprejsning efter ihærdig arbejde af forfatteren Zola m.fl. I cayenne var der ingen havn. Vi lå opankret ved byen, hvor der befandt sig adskillige franske sejlskibe. Vi kom hurtigt i gang med losningen, som foregik til lægter. Ved losningen af kasserne med vine og og konserves blev jeg ilde til mode ved at se flere kasser med tomme flasker og kasser, hvori der havde været konserves, hovedsageligt sardiner, tømte. Jeg fattede ikke, hvordan det havde kunnet finde sted under indladningen, uden at jeg havde bemærket det. Men som nævnt havde arbejderne været flinke og afledt min opmærksomhed fra, hvad der foregik.

Opholdet i Cayenne varede kun en uge, hvad vi var glade for. Det var ubehageligt med den stærke varme med solen lodret over os ved middag og om aftenen efter solnedgang med en ulidelig mængde myg. I lukafet på dækket var ophold udelukket efter mørkets frembrud. Forinden havde vi sørget for at få madras samt mindre fornødenheder for aftenen ud på dækket, hvor et nogenlunde renligt sted for nattesøvn kunne findes. Skulle vi nødvendigvis ind efter noget, dækkede vi os så godt til som muligt og gjorde os det klart, hvor det lå, som vi ønskede, så opholdet blev så kort som muligt. En højlydt summen lød fra de mange ubehagelige gæster. Næsten hver nat -- efter midnat -- indtraf en kraftig regnbyge, der hurtigt gjorde opholdet på dækket umuligt, så vi måtte ty til lukafet, hvor der nu var til at være, da myggene til vor overraskelse var fuldstændigt borte. Vi glædede os til denne natlige byge, som gav os nogle timers hårdt tiltrængt søvn. På dækket blev vi også generet af myggene, selv om det meste af dækket var overdækket af solsejl. Arme og ansigt hovnede op. Ved losningen af af tjærebriketterne blev disse udsatte legemsdele forbrændt af tjæredampe og støv i den stærke varme. Resultatet blev snavsede, hudløse ophovnede arme og ansigter med en ulidelig kløe, som virkede meget generende. . . .

Skulle vi have følt trang til badning, var dette udelukket. Vandet udenbords var meget grumset og gråt. Alt, vi så der, var hyppige rygfinner af hajer og småfisk i overfladen, når affald blev kastet ud. Arbejdet i lægter ved skib og i land blev udført af straffefanger, yngre og ældre, farvede og hvide. Enkelte havde tatoveret streg i panden. . . .

Da dagen oprandt, hvor vi skulle stå til søs igen, var vi glade. Vi skulle afgå til Barbados for ordre. Afgangen foregik om eftermiddagen. . . .